forandringens paradoks

Hjertes døre åbner indefra

For et stykke tid siden citerede min ven Ernest Holm Svendsen, lidt løseligt, Søren Kierkegaard da han sagde at ”hjertets døre åbner indefra”. Disse ord satte sig i mig som en meget fin beskrivelse af en af de vanskeligste ting ved at relatere til andre mennesker, netop at det faktisk ikke er muligt at tvinge dem til at ændre sig hvormeget jeg end måtte ønske det.

Indenfor Gestalt terapien refererer man ofte til ”forandringens paradoks”, der understreger at forandring sjældent sker ved at nogen udefra forsøger at presse dig til at være anderledes end du er (det er du sandsynligvis rigeligt god til i forvejen), men derimod ved at møde dig lige dér hvor er, som du er.  

Dette er relevant for mig i flere forskellige arenaer:

“Mennesket forandrer sig, ikke når de forsøger at blive, hvad de ikke er, men først når de bliver, hvad de er”.

Arnold Beisser

En sensitiv tilgang til by- og organisationsudvikling

I mit arbejde som underviser på Aalborg Universitet og konsulent for byplanlæggere rundt omkring i landet har jeg været fokuseret på en bevægelse fra et traditionelt planlægningsparadigme (command and control) hvor forestillingen er at man kan forandre byen ved at tegne den, til et læringsparadigme (sense and respond) hvor fokus er på i højere grad at mærke ind i byens behov, udvikle en ”stedsans” og arbejde sammen med byens aktører, når der skal skabes nye steder.

Mit fokus har været på hvordan man kan tage udgangspunkt i dét, der allerede er, favne så meget af den kompleksitet der eksisterer i byen som muligt og på dén baggrund skabe invitationer, der gør det muligt for flere at træde ind i en udviklingsproces der på én og samme tid har en retning og er åben for samskabelse.

Perspektivet her er at vi er nødt til at tage udgangspunkt i det allerede eksisterende for at skabe bæredygtige forandringer. I kontekst af organisationsudvikling har jeg ofte oplevet at forsøg på at skabe forandring fejler, fordi de tager udgangspunkt i en ambition om noget andet end det eksisterende (forandringen) istedet for at tage udgangspunkt i sensitivitet for hvordan situationen faktisk er.

Jeg plejer at sige til mine studerende at det er repektløst overfor deres samarbejdspartnere hvis de træder ind i en virksomhed med en indstilling om at de ”bare” skal gøre ting anderledes med udgangspunkt i en eller anden teori eller design-idé som de er kommet op med ved at analysere situationen udefra. Istedet foreslår jeg at de forsøger at få en så dyb forståelse (sensitivitet) for den faktiske situation som muligt og derigennem erkender det reelt vanskelige i situationen. Hvorfor problemet ikke allerede er blevet løst. 

 

At være med den anden

I mit virke som coach og kropsterapeut er det meget tydeligt for mig at forandring lader til at ske, når jeg er med dét der er, ikke når jeg prøver at forandre det eller at få min klient et eller andet sted hen. Den afgørende erkendelse lader til at handle om accepten af egen oplevelse.

Min praksis handler simpelthen at være med dét der er og blive der. I kropsterapien kan det handle om at gøre klienten opmærksom på fysiske spændinger, som de ellers ikke er bevidste om eller at give plads til at de kan mærke deres vrede, frustration, sorg, glæde eller hvad det nu er de kommer med.

Jeg kan også i nogle situationer finde på at dele mine observationer om hvordan jeg oplever den anden eller endda dele mit eget ønske om at de skal være anderledes end de er, hvis det er tilstede for mig. Men det er afgørende for mig at det er mit ønske og ikke et statement der er sandt i nogen større kontekst (dette er koblet til et princip om at ”eje min oplevelse”). Årsagen til at jeg bringer det frem er for at blive mere synlig i mødet med klienten, ikke for at de skal gøre noget anderledes.

At øve sig på at relatere

Når jeg leder Circling og Surrendered Leadership workshops er det tydeligt for mig at vi alle sammen stræber efter at være noget andet end vi er. Alle mennesker lader til at have overbevisninger om at nogle af de ting de oplever er forkerte og ikke bør deles med andre. Jeg oplever også at deltagere ofte ser det som forkert at de ikke er mere ”autentiske” eller bedre til at dele åbent om sig selv.

“Jeg har en spænding, der står i vejen for, at jeg virkelig kan mærke min krop.”
“Jeg har en modstand mod at være i kontakt med dig, som jeg gerne vil slippe af med.”
“Jeg oplever en tomhed, der gør det umuligt at mærke mine følelser.”

Det er nemt at blive fanget i personens mønster, når de afslører, at der er modstand mod at gå ind i noget og begynde at “støtte” dem i at komme igennem den barriere, der er for at nå, hvor de gerne vil hen. Ligeledes ser jeg ofte frustration i gruppen over, at nogen ikke viser “hvad der virkelig er der” (det, som modstanden beskytter). I disse situationer kan vi føle os forpligtede til at give støtte for at hjælpe dem med at bryde igennem de opfattede barrierer, der hindrer deres fremskridt.

“Jeg forstår. Hvordan ville det være at virkelig mærke din krop?”
“Jeg vil også gerne forbinde mere med dig. Vil du prøve det?”
“Jeg er nysgerrig på dine følelser.”

Alle disse eksempler er for mig mere eller mindre subtile måder at ændre personens oplevelse på, fjerne os fra oplevelsen af dét der faktisk sker i øjeblikket og ikke betragte dem som “allerede hele” og perfekte, og dette kan let bidrage til deres oplevelse af at være forkert.

Min oplevelse er at det sjældent gavner noget at fortælle folk at de ”bare” kan slippe modstanden og fortælle hvordan de faktisk har det. Det er i de fleste tilfælde blot at forstærke dét pres de allerede lægger på sig selv. Istedet praktiserer jeg ofte at blive  med det, der tilsyneladende står i vejen.

“Hvordan føles spændingen?”
“Kan du fortælle mig mere om modstanden?”
“Hvordan oplever du tomheden?”

Jeg har lært at værdsætte, at der er enorm visdom i at ære og udforske disse modstandspunkter. I stedet for at forsøge at afvikle modstanden kan vi rumme det og være vidne til dets tilstedeværelse uden domme eller behov for at ændre det. Med denne tilgang er oplevelsen af modstand er ikke blot en barriere, der skal overvindes, men en dør til dybere forståelse.

Ved at gøre det skaber vi en ramme, der tillader en dybere udforskning af de underliggende følelser, overbevisninger og erfaringer, der bidrager til disse barrierer. Ved at blive med det, der er, inviterer vi til en blid undersøgelse af modstandens rødder, hvilket fremmer en større selvbevidsthed og selvaccept.

Modstanden i sig selv giver værdifuld indsigt i en persons indre liv og deres kampe. Dette er et vanskeligt område, da det er steder, hvor personen sandsynligvis nedgør sig selv. Ved at blive hos modstanden er der mulighed for at tilbyde medfølelse og forståelse på en måde, der kan få andre til at føle sig dybt mødt og give dem mulighed for at møde sig selv.

At ære den indre kriger

På Manuvision-skolen for kropsterapi fik vi fortalt en historie om de japanske krigere under 2. verdenskrig, der fortsatte med at kæmpe på de pacificerede øer mange år efter, at krigen var slut, som en analogi til hvordan vores nervesystem bliver ved med at kæmpe “krigene” fra vores barndom, selv når vores omstændigheder har ændret sig. Vores opgave var at gå ud i skoven for at kalde vores indre krigere frem og ære dem for deres tjeneste.

Det at ære min modstand er en vej til større selv-kærlighed og at det ofte åbner for forbindelse på uventede måder. Ved ikke at forsøge at ændre mig selv, men i stedet være med det, der er (at have tillid til min oplevelse), får jeg mulighed for at møde mig selv (og blive mødt), som jeg er, ikke som jeg gerne vil være.

—————-

Kilder: 
Beisser, Arnold (1970). The Paradoxical Theory of Change. Gestalt Therapy Now, ed. J. Fagan & I.L. Shepherd, Harper & Row, New York.

Efter at have søgt lidt efter Kierkegaard citatet er jeg kommet frem til at referencen nok var til dette stykke fra ”Enten Eller”.
 
“Lykkens dør den går ikke indad, så at man ved at storme løs på den kan trykke den op; men den går ud efter, og man har derfor intet at gøre.”
Kierkegaard, Søren (1842):  Enten – Eller

Samtaler om dét, der virkelig betyder noget i livet.